Sensommerhavemarked

19. august kl. 10-14

Det traditionsrige Havemarked vender tilbage til Rønnebæksholm, når Haveselskabet Sydøstsjælland igen slår teltene op og inviterer alle haveejere og blomsterglade gæster.

Lørdag den 19. august fra kl. 10.00 – 14.00 kan du få tips og tricks til sensommerens mange muligheder samt købe nye planter med hjem på Havemarkedet på Rønnebæksholm.

Til Havemarkedet slår professionelle og private haveentusiaster teltene ud, så de er klar til at rådgive og sælge ud af deres ekspertise og planter. Det er 14. gang, at parken ved Rønnebæksholm bliver forvandlet til et paradis for haveentusiaster – med stande med alle slags sommerblomster. Alle er velkomne: de garvede kan uddele erfaringer og opdage nye eksotiske planter, mens nybegynderne kan få vejledning til en god start i haven. Fælles for alle er, at det plejer at være rigtig hyggeligt!

I år sætter vi fokus på roser. Du kan derfor deltage i konkurrencen om, hvem der har den flotteste rose, klip en stilk og medbring rosen til Haveselskabets telt.

Havemarkedet er også kendt for sit traditionsrige plantelotteri. Her medbringer alle hobbygartnere to planter hver, som kan vindes af de besøgende. Indgangsbilletten fungerer som lodseddel, som man blot medbringer til Haveselskabets stand for at høre, om man har vundet.

Hvis man trænger til en pause fra alle blomsterne, kan man desuden nye forfriskninger i de flotte omgivelser. Igen i år kan man eksempelvis nyde slagterens grillpølser og købe kaffe, kage og kolde drikkevarer.

Entrebilletter til Havemarkedet købes ved indgangen og koster 30 kr. for voksne, mens børn og unge under 18 år kommer gratis ind. For de nysgerrige kan billetter til Havemarkedet også bruges til den aktuelle udstilling ”Planter i bevægelse”

Hvordan man får en plads? Professionelle havestande skal betale stadeafgift på 400 kr. og bedes henvende sig til Ruth Tange på rt@haveselskabet.dk. Hobby gartnere behøver ikke melde sig til, men det foretrækkes. Det er gratis for hobbygartnere at have en stand, de skal dog medbringe to planter til lotteriet.