Anna Klindt Sørensen

Udstillingsperiode 13. september - 14. december 2014

Velkommen til fernisering på udstillingen Anna Klindt Sørensen lørdag den 13. september 2014 kl. 14 i Herskabsstalden. Udstillingen åbnes af kunsthistoriker Troels Andersen og efterfølgende bydes på en forfriskning.

Oplev farverige og ekspressionistiske malerier, når Rønnebæksholm viser en soloudstilling med Anna Klindt Sørensens markante værker.

Anna Klindt Sørensens udtryksfulde malerier fortæller historien om en stærk og selvsikker kvinde, der ville kunsten og maleriet på sine egne præmisser.

Anna Klindt Sørensen var en selvstændig kvinde, der ville gøre op med den pænhed, man forbandt med kvinder. Hun giftede sig aldrig og fik heller ingen børn, men satsede i stedet helhjertet på kunstnerkarrieren.

Undervisningen på de danske kunstskoler og kunstakademiet i København gav ikke Anna Klindt Sørensen, de udfordringer og den inspiration hun søgte, og hun rejste i 1922 til Paris, hvor hun uddannede sig på forskellige malerskoler hos fremtrædende, moderne malere som Marcel Gromaire og Fernand Léger.

De lagde vægt på maleriets konstruktive side, og herved erhvervede Anna Klindt Sørensen sig de færdigheder i billedkomposition, der kunne holde sammen på hendes personlige, temperamentsfulde ekspressionisme.